Camp Adventure i November

Klatreparken

Nåede du ikke ud og klatre i år? Du kan nå det endnu – klatreparken holder nemlig ekstraordinært åbent alle lørdage i november. Få sus i maven, når du svæver imellem bøgetræerne på Danmarks længste svævebane, og oplev bladenes skiftende farver helt tæt på, når du bevæger dig fra trætop til trætop på de mange forskellige, sjove forhindringer, klatreparkens 10 udfordrende baner byder på.

Der er åbent mellem kl. 10-16, og der kan bookes instruktion kl. 10, 11 og 12 via vores hjemmeside www.campadventure.dk. Book dine billetter nu, hvis du vil nå at opleve suset, spændingen og naturen inden klatresæsonen lukker for denne gang.

Når natten falder på

Er du klar på en vildere udfordring, åbner Camp Adventure op for klatring i mørket hver lørdag aften i november samt torsdag d. 31. oktober på Halloween – årets uhyggeligste dag. Kom og være med til Camp Adventure Night Climb, hvor du kan udforske skoven i nattens mulm og mørke. Instruktioner starter kl. 17, og der er åbent til kl. 22. Deltagelse forudsætter, du er fyldt 15 år. Du booker dine billetter online.
Night Climb vil blive gennemført ved min. 15 deltager. Hvis Nght Climb bliver aflyst vil du blive kontaktet og få dine penge refunderet.

I forbindelse med Camp Adventure Night Climb er der mulighed for at vinde en overnatning for to personer i vores kommende Glamping telte. Løs rebussen i træerne og vær med i lodtrækningen. Mere info følger ved ankomst.

OBS. Det er en stor fordel, hvis du på forhånd er kendt med vores baner – det er dog ikke en forudsætning. Medbring din egen gode pandelampe, da banerne ikke er oplyst. Pris: 15+ år: 325 kr. Årskortholder kan deltage ved at sende en mail til info@campadventure.dk for booking af pladser.

Skovtårnet

Skovtårnet holder åbent fra kl. 10-16 hver lørdag i november samt både lørdag og søndag, når Gisselfeld åbner op for deres hyggelige Juletorv i uge 46 og 47 (den 16. og 17. november samt den 23. og 24. november).
Alle øvrige dage i november holder Skovtårnet åbent fra kl. 10-15.

Gisselfeld Juletorv

I uge 46 og 47 åbner Gisselfeld Kloster endnu engang dørene til deres hyggelige, populære juletorv. Gå en tur mellem de mange stader til duften af lun gløgg og æbleskiver og kom i ægte julestemning. De mange boder byder på alt fra smukt, hjemmelavet julepynt, lokalt design og alle former for lækkerier.

I år kan du som noget nyt købe en kombibillet til Skovtårnet og juletorvet, og kombinere en tur i den smukke slotspark med en arkitektur- og naturoplevelse ud over det sædvanlige på Camp Adventure. Billetterne kan købes i indgangen til juletorvet samt i receptionen på Camp Adventure og koster 225 kr.
Kom og besøg Camp Adventures stand på Juletorvet. Vi sælger smukke gavekort til Skovtårnet. Brug det til mandelgaven, eller læg en ekstraordinær fælles naturoplevelse under juletræet.

Læs mere om juletorvet på Gisselfeld Klosters hjemmeside: www.gisselfeld-kloster.dk