Træd indenfor i vores nye gårdbutik
Vi har knoklet i seks måneder med at renovere den gamle kostald, som nu er blevet forvandlet til vores nyåbnede gårdbutik og reception, hvor den særlige Camp Adventure-ånd viser sig i det gode håndværk, sammenhængen til naturen og den skandinaviske æstetik.
Her kan man finde hængeplanter, trævarer lavet af overskudstræ fra andre projekter på Camp Adventure samt upcyclede elementer, hvor vi har renoveret genbrugsfund til nye designperler.
Camp Adventure har også indgået nye samarbejder med andre ildsjæle, der også har fokus på bæredygtighed og håndværk. Derfor kan man blandt andet købe håndlavet keramik fra kunstneren Kristine Vedel Adeltoft, bæredygtig og cirkulær hudpleje fra Yrolí og tæpper af genbrugsbomuld.
”Vi har gjort os umage med at finde og lave de helt rigtige produkter og partnerskaber, så man kan tage lidt af Camp Adventures ånd med sig hjem”, siger campens stifter og idemager, Jesper Mathiesen.
Man kan desuden købe frugt og grønt fra vores egne marker samt kød fra Camp Adventures egne frilandsgrise.
Vi glæder os til at se jer i den nye butik.