Camp Adventure er en privat iværksættervirksomhed, der udspringer af søstervirksomheden Manova, der har til huse på Østerbro i København.
Camp Adventure og Skovtårnet er drevet frem af en gruppe erfarne, nysgerrige og arbejdsomme medarbejdere og eksperter med internationalt udsyn og ambitioner.
Missionen har fra starten været at få mennesker ud og opleve naturens skønhed ved at iscenesætte naturen på nye måder og gøre den tilgængelig. Altid med respekt for naturens oprindelighed og med et højt fokus på æstetik og kvalitet.
Siden 2013 har Camp Adventure forpagtet bygninger og tilhørende jord på knap 30 hektar af Gisselfeld Kloster (cirka 40 fodboldbaner). Området er også kendt som Denderup Vænge og er kendetegnet ved at være et kuperet landskab, dannet i istiden, med Brødebækken som gennemløbende, omkranset primært af store bøge- og egetræer.
Samme år opførte Camp Adventure Danmarks største klatrepark i skoven omkring og over Brødebækken. Allerede efter første sæson stod det klart, at stedet havde potentiale til at udvikle sig og tilbyde andre former for naturoplevelser. I 2014 besøgte en delegation fra Camp Adventure flere udsigtstårne i Europa, herunder udsigtstårnet ved Rügen, og her blev idéen om at skabe Skandinaviens første udsigtstårn til.
Processen forløb således:
2014 til 2016: Ansøgninger til myndigheder
2015 til 2018: Koncept- og designudvikling
2016 til 2018: Finansiering
2018 til 2019: Byggeri
Som noget helt unikt fik Camp Adventure lov til at bygge Skovtårnet i fredskov. Den 31. marts 2019 åbnede Camp Adventure Skandinaviens første udsigtstårn tegnet af EFFEKT arkitekter.
Siden Skovtårnets åbning er flere nye tiltag blevet en realitet. I 2020 bød Camp Adventure velkommen i de to første glampingjurter. Siden er 4 telte kommet til, så der nu tilbydes overnatning året rundt i seks luksuriøse glampinghytter direkte i naturen med komforten fra et hotel.
I sommeren 2021 åbnede nordens største pluk-selv blomstermark og i april 2022 stod en større velkomstbygning med reception og butik klar.
Fremtiden på Camp Adventure indebærer mange tiltag, i fremtiden vil der blive tilbudt forskellige muligheder for anderledes overnatning. Camp Adventure har fra starten haft et internationalt udsyn og arbejder på at sprede konceptet til resten af verden. Den store internationale interesse, som Skovtårnet fra starten har oplevet, har bidraget til, at dette forretningsområde allerede fra starten har været en realitet.
Camp Adventure – og i særdeleshed Skovtårnet – har modtaget støtte fra EU-udviklingspuljen LAG. Derudover har Vækstfonden og Nordea lånt Camp Adventure penge til projektet.